Sebastian fra Sønderborg skal i oplæring hos flyproducent i USA
Den 6. maj 2024 rejser fire danske industriteknikerlærlinge til Texas i USA. En af dem er Sebastian Chidi Rygaard Andresen fra Sønderborg. De fire lærlinge er blevet udvalgt til at komme i oplæring hos flyproducenten Lockheed Martin, der fremstiller kampflyene F-35.
En erhvervsuddannelse åbner døre til hele verden, og for industriteknikerlærling Sebastian Chidi Rygaard Andresen fra Sønderborg, der er i lære ved Danfoss Power Solutions, fører uddannelsen ham nu til Texas i USA.
Gennem seks ugers oplæring hos en af verdens største forsvarsleverandører, Lockheed Martin, får Sebastian og tre andre industriteknikerlærlinge et unikt indblik i fremstillingen af F-35 kampfly.
– Jeg håber at få et indblik i, hvordan de har strømlinet deres produktion, fx hvordan de holder styr på deres tegninger. Vi får nok nogle arbejdsprocedurer at se, som vi ikke er vant til at se hver dag, siger Sebastian Chidi Rygaard Andresen og tilføjer:
– Jeg glæder mig allermest til at se et F-35-fly og prøve noget rigtig Texas-barbecue – det har jeg meget høje forventninger til, siger han.
Stor opbakning fra DI og Dansk Metal
Projektet med praktik på Lockheed Martin blev søsat første gang i 2018 i et samarbejde mellem Dansk Industri, Dansk Metal, Industriens Uddannelser, Lockheed Martin og ikke mindst den danske virksomhed Multicut.
– Jeg er meget stolt af, at vi igen i år sender dygtige, danske industriteknikerlærlinge i praktik i USA hos verdens største forsvarsleverandør. I en tid, hvor samfundet mangler mange flere faglærte, er jeg glad for, at vi kan vise, at det her kan lade sig gøre. Det er en unik mulighed for de unge faglærte, der er afsted. Samtidig håber jeg, det kan inspirere andre til at overveje en faglært uddannelse, som kan åbne flere døre, end hvad mange måske tror, siger Kasper Palm, næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) og forbundssekretær i Dansk Metal.
Håber at inspirere andre til udlandsophold
Da projektet tog sin form i 2018, var det håbet for parterne, at der blandt andet ville blive skabt en varig model for udstationering af danske lærlinge hos Lockheed Martin.
Den del af målsætningen er nået, og nu er håbet, at projektet kan inspirere endnu flere fra erhvervsuddannelserne til at rejse ud i verden.
– Et projekt som det her kan forhåbentlig inspirere andre til at se mulighederne i at gennemføre en del af læretiden uden for Danmark. Det giver indsigt og udsyn at prøve kræfter med sit fag i et andet land. Den viden, lærlingene bringer med hjem fra udlandet, er helt uvurderlig, siger Signe Tychsen Philip, der er formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) samt underdirektør og chef for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser i DI.
Det er Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI), der er ansvarlig for oplæringshold, og udsendelsen af lærlingene foregår i et tæt samarbejde med DI, Dansk Metal og virksomheden Multicut.
De fire industriteknikerlærlinge, der skal afsted i år, er:
- Anne Holst Thomsen, Knorr-Bremse Rail Systems Denmark
- Thomas Holm Strandby, Multicut A/S
- Sebastian Chidi Rygaard Andresen, Danfoss Power Solutions Aps
- Johan Wolff Pjetursson, MAN Energy Solutions
Kommentarer